July 22, 2004
Happiness Foundation indleder samarbejde med Socialministeriet
Den utraditionelle danske velgørenhedsorganisation Happiness Foundation intensiverer nu sit fokus i Danmark efter international succes med FN’s Flygtningehøjkommisariat (UNHCR) og Rockefeller Philantrophy Advisors. I samarbejde med Socialministeriet skal effektiviteten i verden af velgørenhed forbedres ved at tænke anderledes, professionalisere projekter og lade alle gøre, hvad de gør bedst.
Happiness Foundation har i de sidste to år opnået stor respekt og anerkendelse fra både FN og Rockefeller Philantrophy Advisors for foreningens revolutionerende måde at effektivisere velgørenhedsarbejde. Opskriften på succes er kvalificeret arbejdskraft på frivillig basis i stedet for penge. En anderledes tilgang, som har fanget Socialministeriets interesse fordi den er ekstrem effektiv og bevidst undgår de traditionelle problemer, som penge og økonomi i processen typisk forårsager.
”Vi er naturligvis meget begejstrede fra Socialministeriets positive opbakning. Specielt fordi vores anderledes tilgang til problemløsning repræsenterer et opgør med en tradition, hvilket typisk tager tid at vinde anerkendelse, ” siger Mickey Beyer-Clausen, direktør for Happiness Foundation.
”Vi har imidlertid på rekordtid fået en overvældende opbakning fra en række af betydningsfulde samarbejdspartnere og nu senest Socialministeriet. En opbakning, som tydelig viser, at vi leverer resultater,” fortæller Mickey Beyer-Clausen.
Happiness Foundation matcher dygtige forretningsfolk, specialister og konsulenter, som på frivillig basis tilbyder deres ekspertise til udvalgte velgørende projekter. Herved bliver de frivillige placeret, hvor de gør størst nytte og velgørenhedsorganisationerne skaber mest muligt for mindst muligt - ved at lade alle gøre, hvad de gør bedst. De humanitære projekter får tilført vigtige kompetencer, som kan effektivisere deres arbejde og skabe bedre forhold for de mennesker, som mangler omsorg, støtte og hjælp.
”Vores samarbejde med Socialministeriet er udtryk for en fælles interesse for gennem nytænkning og målrettethed at få ting til at ske, barrierer brudt ned og hjælp frem til mennesker i nød,” fortæller Mickey Beyer-Clausen og uddyber: ”Begge parter har fra den indledende dialog været enige om en proaktiv og progressiv tilgang til de projekter, som vi skal samarbejde om. Vi ser muligheder – ikke begrænsninger og arbejder begge mod at dirigere kvalificeret arbejdskraft i den rigtige retning i det rigtige tempo.”
Happiness Foundation skal i den kommende tid i samarbejde med Socialministeriet identificere, organisere og effektivisere projekter i Danmark så flest mulige for mest mulig for mindst muligt.
Foruden Socialministeriet nyder Happiness Foundation opbakning fra en række fremtrædende danske og udenlandske virksomheder og personer, heriblandt Microsoft, IBM, KMD, Saatchi & Saatchi, Claude Challe, Richard Gere, Select og Speednames. Bl.a. har Speednames siden foreningens etablering leveret kontorfaciliteter, telefon, internetforbindelse, porto m.m., fordi virksomheden på samme måde som Socialministeriet tror på og støtter resultatorienteret nytænkning indenfor bæredygtig udvikling.
-------
For yderligere information om foreningen Happiness Foundation kontakt venligst Mickey Beyer-Clausen på e-mail: mickey@happiness.org. Se også foreningens hjemmeside: www.happiness.org for yderligere inspiration.
Happiness Foundation er en dansk forening etableret i 2002. Foreningen matcher dygtige forretningsfolk, specialister og konsulenter, som på frivillig basis tilbyder deres ekspertise til udvalgte velgørende projekter. Herved får velgørenhedsprojekterne tilført vigtige kompetencer, som kan effektivisere deres arbejde og skabe bedre forhold får de mennesker, som mangler omsorg, støtte og hjælp.
|