June 19, 2003
Partnership with UNHCR launched
Happiness Foundation er en ny dansk non-profit organisation. På mindre end et år er der indgået partnerskaber med FN og Rockefeller Philantropy Advisors med henblik på at hjælpe bl.a. børn i flygtningelejre og kvinder i Afghanistan. Lanceringen af organisationen og det nyeste projekt sker på Galerie Asbæk den 20. juni 2003 kl. 20.00.
Historien om Happiness Foundation er ganske enkel: Der er rigtig mange gode velgørende projekter i verden, der ikke udnytter deres potentiale fuldt ud på grund af manglende ekspertise og netværk. Happiness Foundation er et nyt alternativt til traditionel velgørenhed. Organisationen tilbyder professionelle mulighed for at ”donerer” deres netværk og know-how til støtte for humanitært arbejde.
”Vi skal være bedre til at hjælpe dem, som gerne vil gøre en forskel: Både dem, der vil hjælpe med økonomi og kompetencer, men også dem, som har projekterne, men ikke ressourcerne til at realisere missionen,” siger Mickey Beyer-Clausen, stifter og direktør. ”Mennesker ønsker at deres bidrag får en direkte effekt. Happiness Foundation giver professionelle mulighed for at overføre deres talenter til projekter de selv vælger udfra personlige interesser.”
Teknologi, know-how og networking: Det er opskriften hos Happiness Foundation, der i dag barsler med sit første selvinitierede projekt, Happiness Tents, som har til hensigt at opsætte telte til børn i flygtningelejre, hvor de kan lege, spille fodbold, lave musik og læse bøger. Hensigten med projektet er at:
- skabe et fristed for børn, der har brug for omsorg og kærlighed
- hjælpe børn med at genvinde følelsen af sikkerhed og ligevægt
- fremme børnenes evne til at påskønne livets positive sider
- udvikle barnets forståelse af socialt tilhørsforhold og socialt ansvar ved hjælp af udfordringen og glæden ved fælles aktiviteter
"Jeg er sikker på, at Happiness Tents-projektet vil give de unge flygtninge væsentlig bedre muligheder, og at vores samarbejde kan være med til at give børn, der har desperat brug for glæde og håb i dagligdagen, glæden ved leg tilbage,” udtaler Linda Merieau, Senior Corporate Relations Officer, UNHCR, Genève.
Happiness Tents-projektet er et eksempel på hvor effektivt det er at bruge forretningsfolk og eksperter på frivillig basis. På kun to måneder er projektbeskrivelsen udarbejdet, partnerskabet med en af verdens største humanitære organisationer etableret og en detaljeret arbejdsplan på plads. Desuden er et vigtigt opmærksomhedsevent arrangeret på kun en måned med hjælp fra omkring 50 sponsorer, så donationer går direkte til projektet, der i første omgang inkluderer 20 telte i flygtningelejre drevet af UNHCR.
Fredag den 20. juni kl. 20.00 åbner Happiness Foundation dørene på Galerie Asbæk, hvor særligt inviterede kan lære mere om Happiness Foundation, projektet Happiness Tents og World Refugee Day, som er årsagen til, at begivenheden finder sted netop denne dag.
-------
For yderligere information, adgangskort og fotos til pressen, kontakt venligst:
Mickey Beyer-Clausen Happiness Foundation Email: mickey@happiness.org
Måns Nyberg UNHCR Email: nyberg@unhcr.ch
Se også foreningens hjemmeside: www.happiness.org for yderligere inspiration.
Happiness Foundation er en dansk forening etableret i 2002. Foreningen matcher dygtige forretningsfolk, specialister og konsulenter, som på frivillig basis tilbyder deres ekspertise til udvalgte velgørende projekter. Herved får velgørenhedsprojekterne tilført vigtige kompetencer, som kan effektivisere deres arbejde og skabe bedre forhold får de mennesker, som mangler omsorg, støtte og hjælp.
|